12/2020
Af Nikolaj Holdt Mikkelsen
Uafhængig investerings- og formuerådgiver
Uafhængig investerings- og formuerådgiver
Passive investeringsstrategier vinder stadig frem og snupper markedsandele fra den aktivt forvaltede investeringstilgang. Det skyldes, at flere og flere investorer sætter hælen i og takker nej til kombinationen af høje omkostninger og sløje afkast. Det er nemlig den oplevelse, som mange investorer belønnes med som tak for at sende penge mod aktivt forvaltede investeringsfonde.
Den manglende opbakning til aktive investeringsfonde er i høj grad selvforskyldt. De leverer ganske enkelt ikke varen, og derfor er det forståeligt, at investorerne vender dem ryggen.
I aktive fonde er investeringsmålsætningen at slå markedet. Stiger globale aktier 7 pct., skal en global aktiestrategi helst give mere end 7 pct. efter omkostninger, førend målsætningen er opfyldt. Er strategien danske aktier, skal fonden præstere bedre end afkastet fra danske aktier osv.
Det lyder let, men ender alt for ofte med bristede forventninger og uindfriede investeringsmålsætninger. Derfor søger investorer mod passive investeringsstrategier. Det er typisk indeksfonde og ETF’ere, og med minimale omkostninger og afkast i tråd med investeringsmålsætningen står deres egenskaber i skarp kontrast til aktive strategier.
Det passive univers er løsningen
Flere passive fonde præsterer bedre end markedsafkastet, og for eksempel inden for amerikanske aktier er det relativt nemt at identificere passive fonde, som med stor sandsynlighed vil klare sig bedre end markedet.
Ja, det lyder finurligt at passive fonde kan det, som mange aktive investeringsfonde stræber efter, men sjældent gør. Jeg vil endda strække mig så langt til at sige, at den største sandsynlighed for at slå markedet finder investorer i det passive fondsunivers. Derfor er passive strategier blevet det oplagte alternativ til aktive fonde, og trenden vil efter min vurdering fortsætte i mange år fremover.
I min tid som chefanalytiker hos Morningstar i Danmark udarbejdede jeg gennem årene adskillige performanceanalyser af aktive investeringsfondes præstationer. Resultaterne blev vejet og målt, men viste stort set altid det samme billede – nemlig hovedparten af de aktive fonde gjorde det dårligere end deres respektive sammenligningsindeks.
Flere af dem haltede så langt efter markedsafkastet, at man med rimelig sikkerhed kunne konkludere, at der ikke blot var tale om uheld, men decideret udygtighed. Dem som rent faktisk indfriede investeringsmålsætningen var i undertal, og kun i meget få tilfælde var der tale om dygtighed.
Konsekvens af højere omkostninger
En stor hurdle for aktive strategier er de høje omkostninger. På kort sigt betyder omkostninger ikke så meget, men over tid udvander omkostningerne stille men sikkert det langsigtede afkast. Omkostninger øger med andre ord gabet mellem markedsafkastet og investorernes faktiske afkast. Alene af den årsag klarer billigere fond sig bedre end dyrere fonde over tid – og husk, at hver eneste sparet omkostning altid udmønter sig i tilsvarende højere afkast.
Finansmediet FinansWatch udarbejdede fornyeligt en analyse af præstationerne i danske aktiefonde, som investerer i globale aktier. Analysen var baseret på data fra FinansDanmark og vurderede afkastet over de seneste 10 år.
Konklusionerne er i tråd med dem fra mine tidligere analyser. Alt er fortsat ved det gamle, desværre. Kun få fonde i analysen gjorde det bedre end markedsafkastet. Den absolut bedste fond, Nykredit Invest Globale Fokusaktier, præsterede årligt 1,4 pct. point bedre end verdensindekset for veludviklede lande og 2,2 pct. point bedre end indekset, hvor vækstlandene også er inkluderet.
Men de ringeste fonde ligger betydelig længere væk fra markedsafkastet. Her er det hele 5-6 pct. point om året, som fondene halter efter. For investorerne betyder det, at den potentielle gevinst ved at ramme rigtigt er langt mindre end risikoen for at vælge de forkerte fonde – i form af tabt afkast.
Der er med andre ord status quo på aktive investeringsfondes præstationer. Tabellen fra FinansWatch tager desuden ikke højde for lukkede fonde, og derfor er billedet sandsynligvis forherliget. Det er nemlig sædvanligvis dårlige fonde med ringe eller middelmådige afkast, som nedlukkes og forsvinder fra markedet.
Det bedste, de aktive fonde kan gøre for at vise deres berettigelse, er i sin enkelthed at slå markedet og indfri investeringsmålsætningen. Men indtil da vil vandringen mod passive fonde med lavere omkostninger og højere afkast utvivlsomt fortsætte. Alt andet ville også være underligt for den pris- og kvalitetsbevidste investor.