Velkommen til nyhedsbrevet
I dag om nye spændende pensionsmuligheder i Nordnet, om grønne investeringer er lig højere afkast, afkast i pensionssektoren og sidst men ikke mindst invitation til arrangement om investorpsykologi.
Nye muligheder i Nordnet
Vi starter med nye muligheder for pensionsopsparing i Nordnet. De har netop lanceret Nordnet Livsforsikring, der betyder, at de nu også kan håndtere livrenter.
Indtil nu har produktpaletten af pensionsprodukter hos Nordnet - og øvrige banker - bestået af ratepension, alderspension og kapitalpension. Banker kan ikke tilbyde kunder livrenter, da det er et forsikringsprodukt.
På grund af lave indskudsgrænser på især alderspension, men også ratepension, og man ikke længere kan indbetale på kapitalpension, har mange danskere indbetalt overskydende pensionsindbetalinger til livrenter. Det sker til et pensionsselskab og typisk som følge af den firmapensionsaftale, som man har med sin arbejdsplads.
Mange danskere har såkaldte hvilende pensionsordninger, som der ikke længere indbetales på. En hvilende ordning kan opstå, hvis man fx. skifter job og ens nye arbejdsgiver anvender et andet pensionsselskab. Medmindre man flytter sin gamle pensionsordning med over til det nye pensionsselskab, så vil man have en hvilende ordning i det gamle selskab. Det er dem, der kan være relevante at overveje om de skal flyttes til Nordnet.
Nordnet har endnu ikke oplyst om priser og vilkår for livrenter, men hvis prissætningen følger deres generelle priser, vil der sandsynligvis være penge at spare ved at flytte livrente til Nordnet.
Derudover vil investeringsuniverset blive langt større og man vil formodentligt kunne investere i samme investeringsprodukter, som man kan i de øvrige pensionsprodukter hos dem.
Så hold øje med nyt fra Nordnet i den kommende tid.
ATPs grønne jagt
ATPs investering i den svenske batterifabrik, Northvolt, er blevet kritisk omtalt i medierne på det seneste.
I den forbindelse var jeg inviteret i P1 Orientering til en snak om grønne investeringer, og om den grønne bølge harmonerer med pensionsbranchens overordnede målsætning om at skabe mest muligt afkast til kunderne.
Du kan genhøre interviewet herunder.
Arrangement - Investering er ikke svært. Det er dig selv, der gør det svært.
I samarbejde med Uvildigråd inviterer vi til spændende arrangement om investorpsykologi.
Vi får besøg af Jens Balle, en af landets førende eksperter inden for investorpsykologi og forfatter bag bestselleren *Når hulemænd investerer*.
Jens vil på underholdende og inspirerende vis kombinere sin faglige indsigt med sjove og tankevækkende eksempler fra den virkelige verden, der gør det let at forstå, hvorfor vi som mennesker ofte gør investeringer mere komplekse, end de behøver at være.
Arrangementet afholdes
mandag den 25. november 2024 kl. 17.00-19.00 på Lautrupsgade 13, 2100 København Ø. (indgang fra nr. 15).
Du tilmelder dig på linket her: https://hammersfonde.dk/tilmelding.
Der er begrænset antal pladser, så skynd dig. På linket kan du også se den fulde invitation.
Deltagelse er gratis. Jeg håber, at vi ses.

2024-udviklingen i pensionsmarkedet, pr. 30/9
----------
Det var alt for denne gang. Afslutningsvis vil vi nævne, at vi hjælper velhavende investorer med investerings- og formuerådgivning. Du er velkommen til at kontakte os for en uforpligtende dialog, hvis du vil høre mere om fordelene og mulighederne for et samarbejde.
Tak fordi du læste med.
Bh/Nikolaj Holdt Mikkelsen
Bh/Nikolaj Holdt Mikkelsen