1/2023
Af Nikolaj Holdt Mikkelsen
Uafhængig investerings- og formuerådgiver
Uafhængig investerings- og formuerådgiver
De fleste med interesse for investering kender nok begrebet TINA. Det er en forkortelse for ’There Is No Alternative’ og formuleringen hentyder til manglende alternativer til aktier i jagten på et fornuftigt investeringsafkast.
Obligationer er i den sammenhæng ofte blevet fremhævet som en ikke særlig attraktiv aktivklasse uden nævneværdigt afkastpotentiale. Det er som sådan ikke fordi obligationsinvestorer ikke er blevet belønnet med fornuftige afkast, når der ses bort for i 2022 og 21.
Inden vi tog hul på 2021 var obligationer et fornuftigt bekendtskab. Det meste af dette årtusinde har nemlig budt på faldende renter og dermed stigende obligationskurser. Der er et modsatrettet forhold mellem renter og obligationskurser, så ved rentefald stiger kurserne og vice versa. På den måde har obligationsinvestorer nydt godt af kursgevinster på obligationerne og dermed ganske attraktive afkast.
Med rentefald nyder man altså her og nu godt af stigende obligationskurser, men problemet er bare, at det fremadrettede afkast bliver mindre. Renterne er jo faldet, og derfor må det forventede afkast i sagens natur også være mindre. Renterne kan så fortsætte ned, dvs. og man nyder godt af yderligere kursgevinster, men omvendt får man et endnu lavere afkast i fremtiden.
Selvom der er forskellige typer af obligationer, betragtes de typisk som mere stabile end aktier. 2022 har budt på finansiel og økonomisk uro, men har været alt andet end et stabilt år for obligationer. Palaveren for obligationerne begyndte faktisk allerede i 2021, men faldende obligationskurser blev opvejet af særdeles solide aktieafkast.
I 2022 er stort set alle aktivklasser faldet og obligationer viste sig langt fra at være den stabile havn, som mange måske regnede med eller håbede på. Tocifrede tab på obligationer er virkeligheden for mange investorer sidste år og tabene er større end i aktiemarkedet.
Årsagen til de voldsomme løjer er, at renterne ikke længere falder, men nu stiger og dermed giver kurstab investorerne. Vi er i gang med en normalisering af renteniveauerne, hvor vi skal væk fra ultralave renter til et normalt renteniveau. Renterne har ganske vist været lave i snart så mange år, at vi troede det var blevet den nye normal, men centralbankerne vil det anderledes. Lempelig pengepolitik bliver nu stram med henblik på at tøjle den globale inflation.
Nye muligheder
Stigende renter gør ondt her og nu, men giver mulighed for bedre afkast fremadrettet (fordi renterne er steget). Det er transitionsperioden fra ultralave renter til højere renter, der er smertelig, men når den er overstået, fremstår obligationer igen attraktive.
Det er faktisk hvad der sker i øjeblikket. Obligationer byder efterhånden igen på fornuftige afkast. Renterne er ikke længere negative, men i stedet positive og investorer kan igen købe obligationer og opnå en fornuftig forrentning. Der er naturligvis en risiko for at renterne fortsætter op. Det vil give yderligere kurstab, men øge afkastpotentialet yderligere på længere sigt.
Min vurdering er at de værste rentestigninger er bag os, men indtil der er synlige beviser for aftagende inflation, vil rentemarkedet sandsynligvis fortsat være volatilt. Men tidspunktet til at overveje obligationer til porteføljen er langt bedre nu end tilfældet i mange år.
Der er mange forskellige typer obligationer og alt efter temperament og risikovillighed kan man opnå afkast i niveauet 1 pct. til 10 pct. Højeste renter er blandt virksomhedsobligationer med lav kreditkvalitet og emerging markets obligationer, mens de laveste renter er traditionelle statsobligationer med kort løbetid.
For de fleste vil det være oplagt at købe obligationer via investeringsfonde eller ETF’ere. Det giver god risikospredning på mange forskellige obligationer og der er efterhånden en ETF til næsten enhver smag.