Af Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA, CIPM
Selvstændig investeringsrådgiver
12/2019
Selvstændig investeringsrådgiver
12/2019
0,04 pct. stod der på forsiden af et finansmedie tidligere på måneden. Det var afkastet til kunder i et investeringsprodukt fra Nordea, når bankens omkostninger var betalt. Med andre ord kunderne får intet afkast, men de løber stadig en betydelig investeringsrisiko.
Det er ikke attraktivt og der er også bedre alternativer på markedet. Det åbenlyse alternativ er indlånskonti, som flere banker endnu udbyder til 0,00 pct. i rente (eller i det mindste op til 750.000 kr.). Det er attraktiv til mange obligationer, hvor renten er negativ og kundernes forventede afkast forværres yderligere, når investeringsomkostninger er betalt.
Rådgivere kan derfor forbedre kundernes afkastpotentiale betydeligt – og endda omkostnings- og risikofrit – ved at sælge obligationer med minusrenter og placere pengene på indlånskonti. Det er god rådgivning, men tilsyneladende noget, bankerne er yderst tilbageholdne med. Finanstilsynet, den finansielle sektors vagthund, kastede sig tidligere i år over netop dette område. Det gjorde de for at sikre kundernes interesser ikke bliver tilsidesat for andre hensyn.
Den tilbageholdende adfærd fra bankerne er sandsynligvis en konsekvens af omkostningerne forbundet med denne rådgivning. Bankerne er bragt i en penibel situation for den gode rådgivning koster dem dyrt i form af tabt indtjening fra kapitalforvaltning og rentemarginal. Sidstnævnte koster bankerne ca. 0,75% og omkostninger i fx Nordeas investeringskoncept svinger mellem 0,79 til 1,34 pct. excl. honorar for porteføljepleje på 0,525 pct.
Det er derfor langt fra utænkeligt bankernes samlede regning for den gode rådgivning nærmer sig 1,5-2,0 pct. af kundernes formue. Det bliver flere milliarder i tabt indtjening, og da omkostninger ikke falder i samme takt, er det bankernes bundlinje som står for skud.
Tvunget til handling
Men når de ikke handler i kundernes bedste interesser, må vi formode Finanstilsynet kommer på banen. Derfor er bankerne tvunget til handling og der er tre åbenlyse muligheder.
1) Det vil være naturligt, at de varetager deres kunders interesser og omlægger investeringerne til indlån. Absolut intet ønskescenarie for bankerne og vil utvivlsom føre til den anden mulighed, hvor der
2) indføres negative renter af ethvert indestående på indlån. Det gør det åbenlyse alternativ til negative obligationsrenter mindre attraktivt, og derfor intet ønskescenarie for kunderne.
3) Alternativt sænker bankerne omkostninger til investering og rådgivning markant. Sker dette forbedres kundernes afkastforventninger, bankerne opretholder en vis indtjening fra kapitalforvaltning ud fra filosofien om at hellere tjene lidt end ingenting, de undgår yderligere indlån til negativ rentemarginal og risikoen for kritik fra Finanstilsynet for ’dårlig’ rådgivning mindskes.
Efter min vurdering er negative renter af al indlån det mest sandsynlige scenarie. Når det bliver en realitet kan banker bedre forsvare deres investeringsanbefalinger og samtidig fastholde indtjeningen. Sidstnævnte vil med tiden muligvis komme under pres, men som Finans tidligere på måneden afdækkede, er det en langsommelig affære – stik mod trenden i udlandet hvor omkostninger rasler ned.
Kunderne må med andre forvente status quo på afkastforventninger, men hvad er der af muligheder for bedre afkast?
Nye græsgange
For det første bør fokus være på lave omkostninger og kvalitetsprodukter. Nærmest ugentligt kan man læse i medierne om den åbenlyse interessekonflikt mellem bankkunders ve og vel i form af god rådgivning og bankernes indtjening.
Tag fx aktiefonden i Danske Bank Flexinvest, som jf. Morningstars hjemmeside halter efter kategoriindekset med intet mindre end 1,5 pct. point om året i 10 år. Med dens nuværende formue på 17 mia. er det 255 mio. som kunderne hvert år taber på sløje afkast. Aktiefonden i Nordea Premium Portefølje er ifølge Nordeas hjemmeside hele 41 pct. point efter dens sammenligningsindeks siden opstarten i 2011. Alligevel er 25 mia. investeret i fonden.
Ingen af de to fonde er i min optik kvalitetsfonde. Utrolig mange penge (af kundernes) er tabt på sløje afkast. Tabene kunne være undgået eller reduceret betragteligt, hvis bedre løsninger var valgt. Når bankerne ikke vælger bedre løsninger, er det formodentlig fordi, det er synonym med billigere løsninger, som er mindre indtjeningsgivende for bankerne.
Lave omkostninger og kvalitetsprodukter er dermed lig med nye græsgange udenom bankerne, hvor interessekonflikten mellem bankaktionærer og kundernes ve og vel kan undgås.
Mere risiko
Selvom store dele af det europæiske statsobligationsmarked handles til renter under nul eller tæt derpå har obligationer fortsat en berettigelse i porteføljen. Hvor de tidligere indgik med både afkastpotentiale og risikospredende egenskaber, er sidstnævnte nu det primære argument for obligationer.
Ganske vist faldt både obligationer og aktier i 2018, men obligationer betydeligt mindre end aktier, og må forventes også fremover at være en ballast mod turbulens på aktiemarkederne.
Investorer med tilpas lang tidshorisont, risikotolerance osv. kan overveje at øge risikoen i porteføljen en smule. Det såkaldte Sagkyndige Råd med professor Jesper Rangvid i spidsen forventer statsobligationer giver 0,3 pct. i afkast årligt over de næste 10 år. Tabellen på siden viser, hvordan afkast/risikoforholdet ændrer sig, hvis man justerer porteføljens andel til statsobligationer.
Beregningerne baseres på det Sagkyndige Råds forventninger og standardporteføljen er den typiske fordeling for pensionsselskabernes markedsrente med middel risiko og 15 år til pension. Her udgør statsobligationer 17 pct. af porteføljen. Investeres denne andel i stedet i virksomhedsobligationer med høj rating øges det forventede afkast med 0,2 pct. point og standardafvigelsen øges med 0,3 pct. point. Erstattes statsobligationer med lavt ratede virksomhedsobligationer stiger det forventede afkast med 0,5 pct., men risikoen stiger fra en standardafvigelse på 8,5 pct. til 9,4 pct.
Endnu højere afkast kan opnås hvis statsobligationer erstattes med emerging markets obligationer. Det giver en afkastforbedring på 0,7 pct. point, mens risikoen stort set er på samme niveau som lavt ratede virksomhedsobligationer. Størst afkastforbedring opnås ved at erstatte obligationerne med aktier, men giver det største risikohop. Baseret på det risikojusterede afkast vil det være mere fordelagtig at erstatte statsobligationer med obligationer fra emerging markets.
Som tabellen viser er det muligt at øge afkastpotentiale uden at risikoen øges voldsomt.
Endelig vil det være fornuftigt, hvis investorer generelt indstiller sig på lavere afkast fremover. Vi har været igennem en helt ekstraordinær periode med forrygende afkast på stort set alle aktivklasser. Samme afkast kan ikke forventes fremover. Mange kan med fordel revurdere forventninger til afkast og justere opsparingsplanen m.m. derefter, så ens finansielle mål bliver en realitet.
