Af Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA, CIPM
Selvstændig investeringsrådgiver
9/2019
Selvstændig investeringsrådgiver
9/2019
Aktiv forvaltning er den grundsten, som investeringspolitikken i BankInvest bygger på. Det kræver indsigt, samarbejde og en høj grad af sikkerhed samt effektivitet i forvaltningen.
Sådan indledes beskrivelsen af investeringspolitikken på BankInvests hjemmeside, men i virkeligheden kunne det være beskrivelsen i enhver anden dansk investeringsforening.
Størstedelen af danske investeringsforeninger bygger netop på aktiv forvaltning, hvor målsætningen er at præstere bedre end markedet. Længere nede i beskrivelsen om investeringspolitikken kan man læse, at BankInvest mener, at markederne er ineffektive grundet et for højt fokus på kortsigtet ”støj” og udsving i enkelte faktorer. BankInvest vil udnytte denne ineffektivitet til at skabe et merafkast gennem en disciplineret og fundamental investeringsproces med en lang tidshorisont.
Gode intentioner, dårlig eksekvering:
Det lyder betagende og smukt, men festen slutter her. Et flagskibsprodukt fra BankInvest er Basis Globale Aktier. Over 10 år er 100 kr. blevet til 238 kr., men beklageligvis for investorerne er det milevidt fra markedsafkastet, hvor 100 kr. over samme periode er vokset til 307 kr.
Flagskibsproduktet er altså 69 pct. point efter benchmark. Det gab bliver sandsynligvis ikke indhentet igen. BankInvest-fonden slår ikke benchmark i ét af de seneste fem kalenderår, og meget skal gå anderledes, hvis 2019 skal blive året. Men der er 4,8 mia. kr. investeret i Basis Globale Aktier. I lyset af resultaterne er det uforståeligt og efter min opfattelse rundt regnet 4,8 mia. kr. for meget.
Et flagskibsprodukt fra en anden dansk investeringsforening er Jyske Invest Globale Aktier. Der er næsten 8 mia. kr. i denne fond, og af dens hjemmeside fremgår det, at det samlede afkast siden opstarten i 1988 er 610 pct. Benchmark er derimod steget 812 pct. Fonden er altså mere end 200 pct. point efter benchmark. Det gab bliver næppe heller indhentet, og trods middelmådige præstationer er der stadig mange milliarder investeret i aktiefonden.
Et tredje flagskibsprodukt er C WorldWide Globale Aktier. 194 pct. i afkast over 10 år – bedre end BankInvest og Jyske Invest – og den er ”kun” 2 pct. point efter sin benchmark. Men ifølge f.eks. Morningstar vil et mere retvisende benchmark være MSCI’s indeks for vækstaktier, og i den sammenligning er C WordWide 55 pct. point efter indekset i sin Morningstar-kategori.
Trods middelmådige præstationer er omkostningerne i den høje ende i de tre investeringsfonde. De koster mellem 1,67 pct. og 1,75 pct. om året i løbende omkostninger, hvoraf formidlingsprovisionen (betaling for rådgivning) udgør 0,75 pct. til 1,0 pct.
Når resultaterne igen og igen udebliver, er det bemærkelsesværdigt, at aktiv forvaltning stadig er den foretrukne investeringsform herhjemme. Især i lyset af, at mange passive investeringsstrategier lykkes med det, som de aktive fonde gerne vil, men ikke kan – og sådanne strategier koster endda ofte under en femtedel af prisen for aktiv forvaltning. Med andre ord – mere kvalitet for færre penge.
F.eks. er iShares MSCI World, der investerer i globale aktier, 0,8 pct. point foran sin benchmark på femårs sigt og bare 2,3 pct. point efter på 10 år.
Tilsvarende er ETF’en fra iShares, som investerer i amerikanske aktier, hele 7,2 pct. point foran benchmark siden dens opstart i 2010. Et drømmescenarie for mange aktive fonde og deres porteføljeforvaltere.
Mit bedste bud på, hvorfor der fortsat er så mange penge investeret i aktive fonde, når resultaterne udebliver, er den højere pris. Sådanne fonde koster mange gange mere end de billigste passive fonde (de to iShares-fonde koster hhv. 0,20 pct. og 0,07 pct.), og høje omkostninger kombineret med store formuer er en solid indtægtskilde for bankerne.
Holder rådgivningen?
Det kan næsten kun være hovedårsagen, men banker og andre rådgivere bør være opmærksomme på, om investeringsanbefalingerne er i kundens bedste interesse.
Det danske Finanstilsyn – den finansielle branches vagthund – er på det seneste gået hårdt til værks i bestræbelserne på at komme dårlig rådgivning til livs.
Bl.a. på Finans og i Jyllands-Posten har man kunnet læse om balladen i Danske Bank-sagen. I forsommeren kom det frem, at Danske Bank anbefalede sine kunder investeringsprodukter med negativt forventet afkast. Det undlod de at oplyse kunderne om, men fortalte dem derimod, at de kunne forvente højere afkast, end hvis pengene stod på en indlånskonto til nul procent i rente. Et forhold, som på baggrund af bankens markedsforventninger faktuelt ikke var korrekt.
I september satte Finans fokus på Nordeas rådgivning. Nordea er i søgelyset fordi de tilsyneladende stadig anbefaler kunder at investere i egne korte obligationsfonde, hvor omkostningerne må antages at overstige det forventede afkast på sådanne obligationer. Aktuelt er renten negativ på korte obligationer, og med omkostninger på ca. 0,4 pct. i obligationsfonden er det en tvivlsom anbefaling.
Et bedre alternativ vil – efter min vurdering – for mange Nordea-privatkunder være at placere denne del af investeringen på en kontantkonto, som hos Nordea stadig fås uden negativ rente. Det vil formodentligt koste Nordea et større millionbeløb i tabt indtjening og rentemarginal, men ikke desto mindre være god rådgivning.
Andre banker er også i søgelyset for denne manøvre.
Fællesnævneren for aktive fonde med sløje afkast og dyre obligationsfonde med negative afkast, når der er bedre alternativer for kunderne, er, om det er rådgivning i kundens bedste interesse. Det sidste har Finanstilsynet taget hul på, og et oplagt næste fokus fra tilsynets side kan meget vel blive aktive fondes præstationer – eller mangel på samme.